Strict Standards: Declaration of redMigratorTable::load() should be compatible with JTable::load($keys = NULL, $reset = true) in /home/www/travelogues.dk/plugins/system/redmigrator/redmigrator/table.php on line 26
Indonesien

Indonesien Info

Lidt omkring Indonesien

Indonesien Info

Indonesien passer ellers ind i den klassiske drøm om det tropiske paradis. Azurblåt hav, regnskov, eksotisk mad, åbne farverige folk med let til smil og velkommende. Selv om tiderne har ændret sig, og indholdet er forskubbet, så er rammen stadig  paradisisk.

Det indonesiske ørige er verdens største. Her er 13.000 øer, hvoraf små 6000 er beboede. Øerne spreder sig over et areal på størrelse med USA, og spørger man en indoneser, taler han ofte om Tanah Air Kita - vores land og vand - som hentyder til, at indoneserne regner havet med som en del af det indonesiske rige. Havet, som forbinder øerne, har i århundreder set øerne bekrige og handle med hinanden. Indoneserne er søfarende folk, som lever af havet og med havet. Som står til søs hver morgen, inden solen fanger horisonten i små skrøbelige prahus for at skaffe føden.

Indonesien er så stort, at du må indskrænke dig, når du lægger rejseplaner, hvis du da ikke har flere år fri i kalenderen.

Indonesien er verdens største muslimske land, og Indonesiens statsreligion er islam, eller nærmere en tilnærmet form for islam, som levner plads til gammel overtro og naturreligiøse aner. I Aceh i det nordlige Sumatra og på Java er man strengt muslimske, på Bali hinduistiske, Korowaifolket på Irian Jaya er animister, mens majoriteten på Flores er kristne. De mange vulkanøer har i historiens løb været meget splittede og urolige. Tiden vil vise, om urolighederne nu har fået grobund for at genopblusse.

Lidt omkring Bali

Legian og Kuta. Her er gang i den især om natten. Der går en shuttlebus direkte fra Ubud for 15 kr., men det er billigere med lokale minibusser via Denpasar.
De fleste får et mindre chok, første gang de oplever Kuta beach. Der er mange hoteller, restauranter og et livligt natteliv, en sand turistperle med god musik, billig mad, bugnende touristshops og mange "fun in the sun " - australiere og japanere med surferen under armen, afbleget hår og et sikkert glimt i øjet. 

Ubud er Balis kulturperle. En lille uanseelig bjerglandsby lidt nord for Denpasar, som i mange hundrede år har været berømt. Mange kunstnere fra det store udland har hentet inspiration og nyt liv her. I dag er byen stadig kulturens by, stedet hvor kunstnere slår sig ned for at nyde en blanding af indonesisk natur og indisk inspireret kultur

Denpasar er hovedstad og økonomisk center for Bali. Den er forbløffende utiltrækkende sammenlignet med resten af Bali. Byen har ingen sjæl og er en by, som de fleste forlader efter højst en overnatning. Mest interessant er de gode restauranter i midtbyen.

Gili Øerne

Gili øerne består af tre små øer med dejlige hvide sandstrande, luftigt svajende palmer og ikke meget mere. Til gengæld er de omgivet af ok fine koralrev med bl.a. kæmpemuslinger og koralfisk i alverdens nuancer. Dog er visse rev ødelagt af fiskeri med dynamit, og der gøres en stor indsats for at genoprette disse.

Øerne er ideelle for solbadere, og det er muligt at snorkle og dykke direkte fra stranden. Det er forbudt at have andre køretøjer end hestevogne og cykler på øerne. Gili Air er nærmest Lombok og Gili Trawangan med omkring 800 beboere er den største og mest besøgte af Gili-øerne. Mellem Gili Air og Gili Trawangan ligger den mindst besøgte af øerne, Gili Meno.

Turen til Gili-øerne tager ca. 15 minutter med speedbåd fra Bangsai. Alternativ kan man chartre en fiskerbåd fra Senggigi Beach og sejle langs kysten. Denne tur tager 1½ time.