Strict Standards: Declaration of redMigratorTable::load() should be compatible with JTable::load($keys = NULL, $reset = true) in /home/www/travelogues.dk/plugins/system/redmigrator/redmigrator/table.php on line 26
Mongoliet

Mongoliet

Mongoliet

Mongoliet (tidligere den Mongolske Folkerepublik) er et land i Asien. Grænselandene er Kina og Rusland. Mongoliet har ca. 2,8 mio. indbyggere, der taler mongolsk og tyrkiske sprog.

Mongoliet brød i 1921 forbindelsen til Kina med støtte fra Sovjetunionen. I 1924 blev den Mongolske Folkerepublik oprettet. Efter kommunismens fald blev landet et selvstændigt demokrati, og i 1992 vedtog man en ny forfatning. Klemt inde mellem Rusland og Kina ligger Mongoliet. Med et areal der er 36 gange større end Danmarks, er der god plads til de kun 2,4 millioner indbyggere.

Mongoliet er stærkt præget af det barske klima, hvor vinter temperaturen går helt ned til -40 grader, og hvor det meste af jorden ikke kan bruges til landbrug. Traditionelt har mongolerne derfor været et nomadefolk, og har flyttet rundt på de vidde stepper for at finde græs til deres dyr. I dag bor omkring en trediedel af befolkningen i hovedstaden Ulaanbaatar.

I 1921 blev Mongoliet en selvstændig kommunistisk stat, der dog var stærkt tilknyttet Sovjetunionen. Med kommunismens fald i Sovjet, faldt også styret i Mongoliet, og i 1990 blev det første demokratiske valg afholdt. Som alle andre post-kommunistiske lande, er Mongoliet efterfølgende gået over til markedsøkonomi, hvilket har øget skellet mellem rig og fattig. Arbejdsløshed og sociale problemer har fulgt i kølvandet på denne udvikling.

Det er så fjernt fra os, og jeg må sande at ved synet af Mongoliet hovedstad kunne jeg slet ikke forbinde det med en hovedstad. Det var som at køre igennem en landsby, midt ude "in the middle of nowhere"!!

Var så smukt og harmonisk en oplevelse, et land der virker så øde og efterladt..helt specielt var det at køre igennem Gobiørkenen, det var meget eventyrligt, at sidde der i vores spisevogn og spise rigtigt mad, med udsigten til mange sand duner som man jo passere igennem på vejen.

Efter godt 6 dage med tog fra Moskva, var vi kommet på den sidste del af den lange tur med toget. Vi havde stop i Ulan Ude, hvor der skulle skiftes undervogn på hele togsættet, det betyder at de løfter samtlige togvogne op med store hydraulik-lifte, og så kører man de smallere toghjul/akse væk for at sætte nye på sådan at man kan køre på de kinesiske spor. Det tog ca. 2 timers tid, og derefter kunne vi komme ombord på toget igen, og klar til den sidste del af turen.

Det kan ikke beskrives, men skal opleves. Turen igennem Mongoliet var alt for sejt, jeg tror stort set vi begge var vågen på hele turen igennem landet, inden vi ankom til det nordlige Kina. Græstæppet lå uimodståeligt flot i de frodige områder, hvor man enkelte steder kunne se de mange nomader som har slået lejr for en tid. Det som undrer en det er, hvad dælen for man tiden til at gå med, når man er så langt væk fra alt og alle. Jeg kan have svært ved at leve mig ind i deres hverdag, og så tænke på min egen herhjemme i Danmark

Jeg må lige forsøge at få sat ord på en lidt trist oplevelse, en hændelse som egentlig burde høre lidt hjemme i en sort humorsketch. Jeg kan så tydeligt se det for mig endnu. Vi holder stille med toget i udkanten af Ulan Bator, og ved ikke helt hvad vi egentlig skal vente på, men pyt, Marat og jeg forsøger at få tiden til at gå, så vi stiller os hen til vores støvede vinduer i mellem gangen. Her ser vi en 8 -10 små børn i alderen 6 - 10 år, der ser lige så nysgerrigt på os, som vi på dem, og alligevel føler man at man skal starte en form for kontakt til disse meget fattige og meget beskidte børn. Så vi griber fat i vores slikpose, hvor Marat har en rigelig stor håndfuld Jenka-tyggegummi tilbage, og hvorfor i se om de unger kan håndtere og få dem.

Vi stiller os begge to i togdøren, og kaster så de her tyggegummi af sted til dem, og vupti så var de væk, men hvad vi pludselig bemærkede var at en af de små knægte ikke havde begge sine arme intakt, han manglede fra underarmen og ned, og det stod han uden en chance for at forsyne sig, og der var ikke en af de andre der gav ham. Den stakkels lille gut, så nu måtte vi ud af toget, og pænt få en af den andres stykker, og pakke det ud for ham. Så kunne han også få oplevelsen af tyggegummi, hvilket vist var første gang de prøvede det. Det så simpelthen så skægt ud..de anede ikke hvordan de skulle håndtere dette. Gud ved om de tygger endnu??